
Natten mellem søndag og mandag gik totalt i smadder. Klokken 3 eller deromkring insisterede min bevidsthed på, at det var tid at vågne. Efter at have brugt lidt tid på at vende og dreje mig i min seng, opgav jeg, tændte lyset og gav mig til at rode lidt med computeren. Faldt på Facebook i snak med en anden søvnløs og resten af natten blev herefter brugt på at dele tanker og skriverier. En helt igennem magisk nat, som i det hele taget blev beriget med ikke så få vise ord og tanker. Det gjorde naturligvis, at jeg ikke følte mig overbevisende frisk mandag eftermiddag, hvor jeg ellers var til et rigtigt udmærket 'kursus for psyken' kun med små forhåbentligt uopdagede 'udfald' fra min side.
Mandag formiddag blev brugt i selskab med en lille flok skrive-glade mennesker. Én af mine noveller fik skudsmålet poetisk, hvilket min skrivestil nu sjældent er. Jeg havde forinden nået Ishøj Strand OG en omgang chokolade-muffins til pausen. Passede perfekt til en kop te og til sidste halvdels oplæsninger og tilhørende kritik. Så da mandagen så småt begyndte at rinde ud, faldt jeg igen bevidstløs om på min seng. Der ER altså en ende på energien til trods for diverse sukker-shots.
I dag tirsdag, har jeg så igen bagt på den helt store klinge. Har fået mig et bager-afløser-job på Tante T i København og var i paradis fra kl 8:00-16:30. Der er nu noget forrygende herligt i store beholdere på hjul med mel og sukker i .... Har heller ikke tal på, hvor mange kilo smør, jeg nåede at forbruge undervejs, men er bare glad for, at det er andre, der skal nyde godt af de skønne kalorier. I morgen skal der nok også bages lidt på hjemmefronten igen. Der skal nok også skrives lidt. Men alt med måde.... alt med måde..... også selvom klokken er 04:07 i skrivende stund.