tirsdag den 21. april 2015

Leckerbaer i Ryesgade



Så oprandt dagen endelig langt om længe, hvor jeg fik tid og mulighed for at komme forbi 'the new kid on the block' Leckerbaer i Ryesgade. Min idé var sådan set bare at få mig en kop kaffe og et par af deres kager (cookies), men den idé døde da totalt i det øjeblik jeg så udvalget. Umuligt at bestemme sig. Kiggede på uret og blev enig med mig selv om, at frokosten i dag jo også godt kunne være kaffe og kage. Så i stedet for at have problemer med at vælge, gik jeg all in og valgte én af hver, dvs 8 stk i alt. Kalorierne forsøgte jeg at undgå at tænke på ift den salat uden dressing med paleobrød, der kunne have været alternativet.


Bag Leckerbaer står det dansk/schweisiske ægtepar Jakob og Gabi Bär Mogensen. De er begge 

uddannede kokke med Michelin-stjerner på CV'et og erfaringer fra gourmetrestauranter i Danmark, Spanien, Schweiz og New York. Og nu har de så heldigvis kastet kærligheden på de små kager og bestemt, at stedet af alle måtte være på Østerbro. Yay! Heldigt for os her i og tæt på byen.

 

Overflødigt at sige at såvel råvarer, smagssammensætninger, udvalg og friskhed nok topper alt, hvad jeg har mødt og smagt hidtil. Og min egen fornøjelse ved at servere små tapas-størrelse kager og desserter fik en ordentlig én på inspirationen. Nu bliver det sjovt at komme hjem, og se om det er muligt at finde frem til en opskrift, der bare tilnærmelsesvist kan komme tæt på en Leckerbaers.


Tag med på en Leckerberg-tour:


Chokolade og birkes
Som de fleste kan jeg også godt lide chokolade, ikke mindst når den er oppe at runde de 72% som her. Men når alt det er sagt, så bliver chokoladekage nu aldrig mit førstevalg. Derfor spiste jeg allerførst en bid af den lille overskuelige chokoladekage, for på den måde at have sukkerappetit til overs i slutningen. Et dejligt chokoladeknæk på toppen. En overraskende knasende, nærmes nøddeagtig smag (de blå birkes) sammen med den overbevisende chokolade uden den blev helt klam. Mod enden kom der en skøn smag af appelsin, som om muligt jagtede lidt mere af den rige chokolade på flugt. 
Lakrids, hasselnød og syrligt skum
Endelig en kage med lakrids uden at smagen fik lov til at overdøve alt, som lakridseuforien har haft for vane på det seneste. Det syrlige skum og den bløde hasselnødsmag var helt perfekt som modstykke. Efter min smag, havde det ikke gjort noget, at skummet havde været lidt mere og selve småkagen lidt mindre/tyndere. Men den slags vil jo altid være smag og behag.
Rabarber financier og marengs
Os der elsker rabarber kan jo nærmest ikke få nok af denne syrlige grøntsag. Og sammensætningen her med den mandelmættede financier og den søde knasende marengs på toppen fik jo nærmest englene til at bryde ud i sang. Den skal jeg helt klart hjem og lege videre med.
Lime
Sure ting i en kage er for mig et match made in heaven. Her havde vi at gøre med endnu mere 'himmel'. Himmelråbende blød og lækker. Himmelråbende lækkert. Himmelråbende knasende. 'Glasuren' på toppen var hvid chokolade af bedste schweiziske kvalitet med et himmelråbende chokoladeknæk. Lemoncurden skøn. Limesmagen raffineret. Også her måtte jeg lægge mig fladt ned på gulvet i kagerespekt.
Hindbærsnitte
Intet kagebord i Danmark uden en hindbærsnitte og her giver Leckerbaer deres forslag. Smuk som bare pokker. Dejlig syrlig. Og skal den absolut have et lille smæk, synes jeg igen, at der måske godt kunne være mere syrlig hindbærmarmelade og lidt tyndere småkage. Men det er jo bare mig. Du kan synes noget helt andet.
Mælk
Totalt sødt navn til småkagen her. Da jeg stod og trippede i starten og ikke kunne bestemme mig, fortalte en stamkunde mig, at jeg simpelthen var nødt til at nappe en Mælk. Og godt jeg gjorde det. Stamgæsten var inde på, at sådan burde en Oreo i virkeligheden smage, hvis de ellers havde forstand på småkager, men der var nu meget langt vej fra Oreo til Mælk. Den kølige crème i midten kombineret med chokoladesmag og 'a touch of salt' satte Mælk i den grad på småkagekortet. Oreo må for altid være begravet, sammen med så meget andet præfabrikeret skrammel. Slut med dårlig kvalitet. Kvalitet koster, men ift kager er DET jo ikke så slemt endda. Man spiser færre, men af bedre kvalitet og dermed hældes der langt færre kalorier indenbors. Totalt win-win.
Æble med salt karamel
NU i Leckerbaer-kagesmagningen begyndte jeg at løbe ind i problemer for alvor. Nu kunne jeg ikke længere blive enig med mig selv om, hvilken én, der skulle ende som favoritten. Æblesmagen dominerede, hvilket jeg simpelthen ikke helt kan forstå. Kagen var både sprød og syrlig på ydersiden og så fik den lige det endelige guddommelige spark med den saltede karamel i midten. Åhhhh den kommer jeg til at drømme om fra nu.
Mariekiks
Er man en mariekiks, så kan man da ikke gøre særligt stort væsen af sig. Altså med mindre hun er kommet til verden på Ryesgade. En mild dejlig knasende småkage med en skøn praline i midten, der ellers nok kan blive lidt klam i mit univers. Og når man er ved at tage tilløb til næste bid kommer der en let nærmest lidt genert eftersmag af appelsin.... uhm siger jeg bare!

Og så har kagebudgettet for ugen vist også ramt loftet. De 8 kager var bestemt den lille 'hund' værd, men nu kan jeg godt klare mig lidt uden... Måske helt til på fredag eller deromkring.