lørdag den 15. november 2014

Vulgært bagværk

I går lørdag afløste jeg, som så mange gange før, som bager på Tante-T  i Viktoriagade. Og når man således træder ud ad sit eget køkken og ind i noget mere effektivt, så ændrer graden af hygge sig jo desværre også en lille bitte smule. Til gengæld kompenserer det, at der er gode og rigelige råvarer overalt omkring én så heldigvis en helt del.

Da jeg på et tidspunkt stod og pyntede en valnøddetærte med chokolade, kom én af 'tanterne' forbi (tanterne er de søde unge piger, som står i caféen og sælger te og kager) og vi kunne ikke lade være med at grine af, at jeg stod og beundrede mit eget arbejde. 'Prøv lige at se', sagde jeg 'ser det ikke bare fedt ud, når chokoladen driver ned af kanten, som på kagen her?'. Tanten var helt enig med mig og sagde, at chokoladen var lækker, fantastisk og nærmede sig det vulgære. Uhmmm ja, vulgær er da vist et meget rigtigt og rammende ord i det tilfælde.

Tidligere på dagen, havde jeg også taget et billede af min citronmåne. Igen med den fede vulgære glasur drivende ned over kanterne. Er så udmærket klar over, at stilen her nok ikke ville passe Blomsterberg, men OMG, den passer altså mig mere end godt



I dag søndag har jeg tænkt mig at fortsætte lidt i det vulgære hjørne. Jeg skal have en flok 'damer' til afternoon tea og jeg glæder mig i den grad til at tage smørret ud af køleskabet til stuetemperatur-opvarmning. Og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang med at bage. Overvejer lige nu og ikke alle kagerne skal være i mini-format. Så den er lige til at proppe ind i munden i én lækker mundfuld. - Det skal måske være en lækker nøddetærte, som den her nedenfor. Uhmmm den er da også lidt vulgær med sit overflod af nødder, ikke?







Ingen kommentarer:

Send en kommentar