Jeg kan ikke komme udenom, at jeg har et livslangt kærlighedsforhold til Frankrig. Det handlede i første omgang om sproget, som jeg for en menneskealder siden mestrede nogenlunde. I dag nok mest som turistsprog.
Min allerførste rejse uden familien gik med interrail til Paris og Sydfrankrig. Husker stadig den magiske følelse at gå ud på gaden fra Gare du Nord en tidlig morgenstund, mens jeg indhalerede lydene, rytmen, en storby osende af gaulouises. I det øjeblik blev jeg afhængig. Da toget så stoppede ved Middelhavet, Côte d'Azur, gik jeg i Menton direkte fra forelskelse til kærlighed, da jeg smagte min første bain bagnat.
Et af de store highlights senere, når familiens sommerferie endte i Frankrig (også de år, hvor vi besluttede at Italien skulle have en chance) var det første syn af lavendelmarkerne. Tog hver gang fuldstændig vejret fra én. Lavendler, der skulle bruges til de provencalske duftposer og til herbes de Provence i en intens dyb lilla farve. Og naturligvis har vi lavendler i haven, som lige nu blomstrer, så er det en lyst.I går nappede jeg en lille buket, som jeg første lavede til en lavendelsirup. 100 g sukker til 1 dl vand og så ellers koge herligheden langsomt ned, til den har den rette konsistens. Den sirup tilsatte jeg en lille bitte smule violet farve.
Så kastede jeg mig over at bage madeleines efter en mandel/lavendelopskrift, jeg på et tidspunkt har fundet ude hos Nina i Ninas Naturcafé. Og med en glasur tilsat min farvede sirup endte jeg i haven med en kop te, lilla madeleines og drømte mig væk til Provence. (Heldigvis skal vi afsted i midten af september)
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar