mandag den 29. juni 2015

Lékué - betyder mere leg i køkkenet (en spansk omelet)

Lékué. Ja det spanske firma bag Lékué har i alle tilfælde ikke lavet en undersøgelse af, hvor egnet deres brand navn ville være på det internationale marked. Jeg har hørt mange forsøg på at udtale det, inklusiv min egen. Jeg ved ikke om det er korrekt OG jeg ved til gengæld slet ikke noget om lydskrift, men på dansk ville man nok sige noget i retning af 'lækuæ' (med et lidt blødt k).


Det er måske sagt før (men så gør jeg det bare igen) at jeg er temmelig glad for at arbejde med silikone. Visse 'tvivlere' er bange for eventuelle farlige kemiske forbindelser, når silikonen varmes op og måske netop derfor, skal man holde sig til de gode anerkendte mærker (de Buyer (fr), Lékué (sp), Silikomart (it)) og holde sig langt væk fra spotvarerne i Fakta og Netto. Læs her hvad Lékué skriver på deres hjemmeside i den forbindelse.



I går søndag gad absolut ingen i familien lave mad. Jeg gad sådan set heller ikke, indtil jeg fik øje på den uåbnede æske med en ny Lékué silikoneform til en omelet. Den havde jeg tilegnet mig i Helsingør hos Emmers (én af de helt fede og sjældne ikke-kæde-køkkentøjs-butikker). Og se så ændrede følelsen sig pludseligt fra 'gider ikke lave mad' til 'gider godt at lege'. 

Det lille opskriftshæfte i æsken ville i øvrigt kunne gøre enhver LEGO eller IKEA grafiker misundelig. Den kom nemlig ret flot omkring det at lave en forståelig opskrift på flere sprog. Respeto!

Nå, men jeg fik samlet lidt forskellige råvarer: æg, kartofler, rødløg, friske nye ærter, frisk oregano, revet ost, olie, vand og mælk. Fulgte metoden i opskriften slavisk. Vendte som anvist omelet-formen inden den fik det sidste minut i mikroovnen og akrakadabra en færdig omelet på under 15 minutter. Det kan godt være, at man også kan det med den klassiske metode, men det her var bare noget sjovere. 

Bagefter fandt jeg så også ud af, at Lékué naturligvis også havde lagt en VIDEO op på YouTube, som er mindst lige så enkel at følge som opskriftshæftet. 

Omeletten smagte godt på alle måder. Vidste jo råvarerne var i orden, men konsistensen var jeg måske ikke 100% tilfreds med. Men da det nu var tilfældet, at jeg ikke længere var i gang med 'at lave mad', men i langt højere grad var i gang med 'at eksperimentere', så fik omeletten også lige en tur på en pande med lidt smør..... og se så blev jeg godt tilfreds med resultatet og vupti, pludselig var der alligevel blevet lavet aftensmad.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar