torsdag den 18. juni 2015

Ciao bella, come stai?


I dag har jeg fået de til dato lækreste og mest fantastiske pasta, tilberedt efter alle kunstens og italienske regler. Og nej, jeg er ikke på ferie i Italien. Og nej, jeg er ikke i Torvehallerne i København. Jeg er i City 2, lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor.

City 2 har nemlig for ganske nylig åbnet deres eget madmarked, Staderne. Og er det længe siden, du har været på de kanter, kan du nemt tage dertil bare for oplevelsen i sig selv eller for en lækker frokost, den bedste rotisserikylling eller -and fra Birdie sågar, en uforlignelig pizza (Gorms naturligvis) for ikke at tale om Original Coffees vanvittigt skønne kaffe og sådan kunne jeg blive ved. Og jeg BLIVER ved, vær sikker på det.... Vil glæde mig til at fortælle om mine Staderne-oplevelser, efterhånden jeg får spist og drukket mig igennem. MEN altså i dag skal det handle om pasta.

Staden Parma & Pasta KAN næsten ikke blive mere italiensk. Kokkene derinde vil elske et 'ciao, come stai'? Og derfra er det bare at sætte sig i baren ved det åbne køkken og nyde det smukke håndværk, som det at lave pasta er.

Til gengæld kom det totalt bag på mig, at ikke nok med at de står løbende og laver frisk pasta, de laver den også 'to order'. Så i det øjeblik vi satte os ved baren og bestilte én af mine favoritter - ravioli med spinat og ricotta - gik kokken i gang med at 'rulle' pastaen ud OG lave lige netop de ravioli vi skulle have. OMG siger jeg bare! Så friskt har jeg dog endnu aldrig nogen sinde fået pasta, eller det tror jeg i alle tilfælde ikke.







Ikke overraskende smagte retten fuldstændigt forrygende. Gode og friske råvarer fornægter sig aldrig. Italiensk mad er samtidig også 'simple cooking' - ofte kun 3 elementer i en ret - så smagsoplevelsen bliver enkel, men på samme tid unik. 

På vores tallerkener lå der nu et skønt måltid med friskt veltillavet spinat/ricotta ravioli, al dente naturligvis, med klaret smør, revet parmasanost og lidt trøffel på toppen..... og englene brød ud i sang denne halvkolde helvåde junidag i Taastrup. - Samtidig skal der også lyde en tak til det italienske køkken i øvrigt, som har forståelse for, at man efter sådan et måltid nemt kan få lyst til at slikke sin tallerken helt ren. I stedet siger man 'una scarpetta per favore' og herefter kan man nu med et lille stykke brød 'slikke resterne op', uden man af den grund bliver opfattet som en person med dårlige manerer.




Man kan naturligvis også købe frisk pasta til at tage med hjem og lave færdig. Det bliver helt klart til et favorit fredagsvalg





Fik i øvrigt lov til at købe 3 poser mel til at bage foccaciabrød med og til egen pastaproduktion

Ingen kommentarer:

Send en kommentar