Ohla Barcelona!

Der var engang for længe siden, i min tidlige ‘mobil-barndom’, hvor jeg simpelthen ikke forstod idéen bag en mobiltelefon med kamera. En mobil var vel til tale og sms, mens kameraet var til billeder. Hvorfor dog i alverden blande de to ting? - Her adskillige år senere har jeg så til gengæld forstået logikken og vil for alt i verden ikke undvære kameraet i min mobil. Og den bliver flittigt brugt især når jeg samler inspiration til Rimmers Køkken.

Vi har netop været i Barcelona. Jeg nok for 5 gang vil jeg tro. Og udover at det er en skøn by, der har lidt af det hele at byde på, så er den absolut også interessant ift kager og chokolade. Og dermed ikke sagt, at jeg har fået udforsket byen nok overhovedet. Der er med garanti mange flere kalorier, der skal indtages i den sammenhæng.

Første gang jeg så en skæv fondant kage, altså sådan én hvor alle lagene er skæve på hver sin måde, og som så giver en sjov og flot kage i sin helhed var hos Patricia Schmidt. Hendes butik/konditori, Escriba, ligger et par gadehjørner fra indgangen til det skønne madmarked La Boqueria. Mener Patricia er fra Schweiz, og første gang jeg så hedes butiksvindue var jeg ved at falde om af benovelse. Sådan en butik lægges lige ind på mit mentale kort, og bliver automatisk noteret på Barcelona-to-do listen, når man nu nødvendigvis skal forbi det svært vanedannende La Boqueria igen engang. Her er det fx min største fornøjelse at spise morgenmad på Pinoxto (Pinocchio), en institution i institutionen, hvor der laves god og veltillavet ‘hearty’ morgenmad og en mindst lige så

god kaffe. Juan, der vist nok er ejeren, er en gammel libertiner, der blinker med øjnene og til enhver tid er villig til at stille op til fotografering. Min søde gamle mor mener, at han også har et godt øje til hende, men det er nok mest fordi hun drager på samme måde som Misse Møghe.

Nå, men jeg måtte lige forbi Patricia’s konditory og besluttede, at jeg ‘bare’ lige ville købe 6 af hendes macarons i en æske. Måske ville jeg endda indtage dem alle i ly af de nyudsprungne jacaranda-træer, som med deres farve og duft sender mig direkte til Currambenas skolegård en forårsdag i Sydney. 

Jeg nappede den grønne med pistacie og blev slemt skuffet. Den var ret tør og smeltede overhovedet ikke på tungen, som forventet. Faktisk er dem, man køber i SevenEleven noget bedre og helt klart friskere (da det har været på frost). Besluttede at jeg ikke gad give 8€ for noget, der skuffede så meget, så jeg gik tilbage og sagde, at jeg ikke var tilfreds med deres produkt, at de ikke var friske. Den unge pige bag disken vendte æsken, kiggede på datostemplet og påpegede, at der var flere dage til udløb OG at hun tilbød at smage én også, så hun kunne fortælle mig om jeg havde ret eller hvad. Blev lidt træt i blikket, da hun sagde det og spurgte, om jeg så ikke bare måtte købe den, jeg havde spist, hvis det var et problem. Det fik jeg så allernådigst lov til. Tja, så for eftertiden vil jeg nok bare nøjes med at tage fotos af hendes vindue, for det er langt hen ad vejen flotte ting hun producerer, ikke mindst de smukke røde læber, som vist er hendes signaturkage.

Heldigvis, ikke så langt derfra, bumpede jeg helt tilfældigt ind i en anden lille lækker butik, der hed noget så charmerende som Chök. Her havde vi uden tvivl fat i en chocolatier, der tydeligt også havde et varmt hjerte for kagerne. Han havde lavet et herligt ophæng til sine donuts og vinduet bugnede af cupcakes, der i mine øjne lænede sig mod det vulgære, altså et lidt overlæsset look. Nappede en chokoladekiks og som Blomsterberg ville have formuleret sig, så var min mund glad lige med det samme. Og sådan gik det til, at jeg fik lavet mig en mental note af denne lille passionerede chokolademand.

For et par år siden, da jeg besøgte Barcelona, havde jeg fået et tip om en dejlig køkkengadget butik, Gadgets Cuina, som jeg overraskende nok heller ikke kunne holde mig fra den her gang. Fandt butikken, fandt et par ting, jeg ikke kunne leve uden og fandt en ekspedient, der talte engelsk, som jeg kunne spørge om retning hos. - Sidste gang havde jeg nemlig haft næsen trykket helt ind i et butiksvindue, for SÅ smukke kager, havde jeg aldrig set før. Jeg vidste at konditoriet lå i nærheden af køkkenbutikken, og ekspedienten vidste hurtigt, hvad jeg talte om og pegede mig i den rigtige retning. Woaw! kagerne var også denne gang fuldstændig uovertrufne i deres look. Sidst havde jeg ikke smagt, men den her gang var jeg nødt til det. Måtte simpelthen vide, om smag og udseende gik hånd i hånd. 

Først tog jeg et par fotos. Så fik jeg en introduktion til udvalget af kager den dag. DET var en meget svær beslutning. Skulle i bakspejl have bedt om 4 forskellige og taget resterne med hjem til lejligheden, men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg besluttede mig for en smuk kirsebærkage, med en stilk, der måske fik den til at ligne et æble lidt mere end et kirsebær. Og så man godt efter, ville man til gengæld opdage et lille bitte stykke guld i enden af stilken. En lille detalje med en stor effekt og som bare rejste endnu højere forventninger til smagsoplevelsen. Udseendet var der i alle tilfælde ikke en finger at sætte på. Inde i kagen var der en yogurtcrème, kirsebærmousse, kirsebærsyltetøj, lille mørk mellembund, måske chokolade. Kagen var overhældt med en smuk rød glace og stod og hvilede på den skønneste bisquit-bund, der fik de smørelskende engle til at synge. Har aldrig spist så smuk en kage. Det var svært i sig selv at nænne at tage hul på den. Indeni var den også superskarp og førnævnte mobilkamera var klar fra alle vinkler. Smagen? Altså den smagte rigtig godt ingen tvivl om det. Og jeg kunne også enormt godt tænke mig at prøve kræfter med de enkelte elementer. Og når jeg gør det, så vil jeg sætte lidt mere fut i smagene og vil også uden tvivl finde en måde at bruge én af Frederiksdals kirsebærvine på. Nu får vi se. Når jeg forhåbentligt i løbet af sommeren kan vise jer et eksempel på Rimmers fortolkning af Joseph M. Rodrigues’s kirsebærkage, vil I jo nok blive udsat for noget praleri, så stay tuned.

Her mens jeg er ved at slutte af, kommer jeg lige i tanke om, at der findes et chokolademuseum i Barcalona. Helt bestemt en hyggelig oplevelse at se, hvad man kan få til at lykkes i chokolade. Imponerende. Jeg vil bare så meget hellere primært bruge smagssansen og ikke synet i lige netop den sammenhæng.