Jow jow ... jeg har jo lovet, at der er mere at rapportere fra Torvehallernes italienske hjørne. Denne gang skal vi et smut forbi Forketta, en hyggelig ude-stade med højt humør, højt italiensk musik, skønne vine og delikatesser.
Tilbage til Forketta. Da jeg kom forbi var der tæt på fuld styrke på skønne italienske sange. Sådan lidt italiensk-top-agtigt vil jeg tro. Smilene bag disken var store, der blev danset lidt til musikken og stemningen var i top. Desværre var det så som så med min sult, så jeg har stadig deres lækre grillspyd, pølser og porchetta til gode. Men har svært ved at tro, at de med det udseende kan være alt andet end rigtig gode. Et andet godt pejlepunkt på kvaliteten er, at de herrer Stig og Andreas, som har 'jointen' Un Mercato lige overfor, sad med hver deres glas hvidvin og en flok grillspyd og DET er bevis nok for mig.
