Viser opslag med etiketten Torvehallerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torvehallerne. Vis alle opslag

fredag den 15. maj 2015

Qualità italiana sul mercato (seconda parte)


Jow jow ... jeg har jo lovet, at der er mere at rapportere fra Torvehallernes italienske hjørne. Denne gang skal vi et smut forbi Forketta, en hyggelig ude-stade med højt humør, højt italiensk musik, skønne vine og delikatesser. 

Sådan en dag som i dag i solskin og fridag for de fleste, er der store mængder af glade mennesker overalt omkring hallerne. Der bliver drukket cava, køligt rosé, kaffe og juicer, og der er den herligste summen af folk, snak og musik overalt. Tæt på at man bare kunne lukke øjnene og drømme sig væk til sommerferier i smukke sydeuropæiske byer. Men vi ER altså bare i København, og datoen er 15. maj 2015.

 
Tilbage til Forketta. Da jeg kom forbi var der tæt på fuld styrke på skønne italienske sange. Sådan lidt italiensk-top-agtigt vil jeg tro. Smilene bag disken var store, der blev danset lidt til musikken og stemningen var i top. Desværre var det så som så med min sult, så jeg har stadig deres lækre grillspyd, pølser og porchetta til gode. Men har svært ved at tro, at de med det udseende kan være alt andet end rigtig gode. Et andet godt pejlepunkt på kvaliteten er, at de herrer Stig og Andreas, som har 'jointen' Un Mercato lige overfor, sad med hver deres glas hvidvin og en flok grillspyd og DET er bevis nok for mig.

Forketta's delikatesser kommer fra Umbrien, hvis gastronomisk lækre køkken er baseret på den etruskiske, en civilisation, som stammer fra Norditalien 800 f.Kr. 

Der er tale om et forholdsvist enkelt køkken, der nu som dengang sætter sit lid til de ingredienser, der er i sæson og som ikke mindst kan findes lokalt, dvs i søerne, skovene og på gårdene. Det er et ret så rustikt køkken 'cucina povera', hvilket betyder, at retterne er baseret på få og lokale ingredienser, som fx grøntsager, hvede, druer, friske krydderurter og olivenolie naturligvis. Selvfølgelig er der intet, der kan erstatte en skøn gastronomisk tur til Italien, men et smut i Torvehallerne kommer alligevel temmeligt tæt på.












torsdag den 14. maj 2015

Qualità italiana sul mercato (prima parte)

Jeg har absolut ingen idé om titlen på dette blogindlæg er italiensk eller om det bare er google translate i sit værste hjørne. Nuvel... her er det første kapitel af Torvehallerne i sit italienske hjørne.

Torvehallerne i København (ja ja ja, jeg ved det godt, det evigt tilbagevendende emne, Torvehallerne) men altså de har fået et par nye sommerstader udenfor og de dufter og smager umiskendeligt af Italien. Og MIN påstand er, at mindst én af deres lækkerier nu for første gang kan købes her i København. Jeg har i alle tilfælde ikke tidligere haft heldet til at finde dem i hverken konditorier eller bagerier.



Den første 'new comer' er Lubar. Den skønneste lille crèmefarvede street food vogn, der står på pladsen ud mod Frederiksborggade. To vaskeægte italienere står i boden og ...... (det er her, der skal lyde en trommehvirvel) ........ her kan man få ...... helt ny'bagte' (de er nemlig ikke bagte, men dybtstegte) ...... sicilianske ..... cannoli med frisk italiensk ricotta indeni. Der er nærmest ikke et øje tørt. Cannoli kender enhver, der som jeg, har temmeligt veludviklede søde smagsløg. Og er man på ferie i Italien tror jeg næppe man kan undgå at få øje på denne traditionelle sicilianske darling, der smager himmelsk og som kan varieres i det uendelige (ikke et ord om kalorieindhold eller mafiosoer vel?). Og har du aldrig smagt cannelonier før, så er det bare om at komme afsted ind mod byen NU! Opskrifter kan man finde hist og her, men jeg har lige nappet den fra Euroman med tak herfra. 





tirsdag den 20. januar 2015

Unika - Arla's succesrige mikro-mejeri-projekt

Vi skal ikke overraskende en tur ind i Torvehallerne i København, og er det ikke så tit I kommer den vej forbi, så er der ingen grund til at fortvivle, men det vender jeg lige tilbage til.

Vi skal forbi Unika, den skønneste lille ostebutik i hallerne. Og det er Arla, den store 'stygge' mejerikoncern, der overraskende nok står bag dette velsmagende varemærke.

Unika ostene startede som et pilot-projekt. Landets bedste kokke var ikke tilbøjelige til at købe de oste, som stod på hylderne i supermarkederne. De ville gerne kunne servere danske oste for deres gæster, som var alt andet end mainstream. De ville mest af alt have små skæve produktioner fra vores oste-ildsjæle, og dem har vi faktisk nogle stykker af. Hvad der dengang i 2002 startede som et innovationsprojekt mellem gourmetkokke og Arla er heldigvis fortsat og med stor succes. Derfor er det ikke bare Torvehallerne, men også en lang række af delikatesseforretninger og supermarkeder, der i dag kan tilbyde Unikas oste, friskvarer, blandt andet deres syndige double cream (48%) samt smør. 

Det kan godt anbefales at holde lidt øje med Unika i Torvehallerne. For ind imellem har de oste på hylden, der pga. deres eksperimentielle karakter udelukkende er at finde dér, samt på et begrænset antal restauranter. Sådan et par oste var jeg lige heldig at komme i besiddelse af her den anden dag, en mørk og regnfuld mandag i januar, som ligefrem skriger på selvforkælelse.





Gnalling-osten fra ostemester Lonnie fra Troldhede Mejeri er én af de mere kendte Unika oste. I mandags (d. 19. jan. '14) lå der så to nye varianter af den. Om den med øl og/eller den med kirsebær bliver indlemmet i Unika-familien eller om de bare ender som et eksperiment, vil jo vise sig. Men jeg kan i alle tilfælde anbefale dem begge på det varmeste. Fælles for en gnalling-ost er, at den er en lidt tør ost. Til gengæld smelter den som chokolade på tungen og efterlader en intens smag af smør, passionsfrugt og ananas. Om der er flere at finde derinde lige nu, kan jeg desværre ikke love. Men man kan jo altid spørge.