torsdag den 14. maj 2015

Qualità italiana sul mercato (prima parte)

Jeg har absolut ingen idé om titlen på dette blogindlæg er italiensk eller om det bare er google translate i sit værste hjørne. Nuvel... her er det første kapitel af Torvehallerne i sit italienske hjørne.

Torvehallerne i København (ja ja ja, jeg ved det godt, det evigt tilbagevendende emne, Torvehallerne) men altså de har fået et par nye sommerstader udenfor og de dufter og smager umiskendeligt af Italien. Og MIN påstand er, at mindst én af deres lækkerier nu for første gang kan købes her i København. Jeg har i alle tilfælde ikke tidligere haft heldet til at finde dem i hverken konditorier eller bagerier.



Den første 'new comer' er Lubar. Den skønneste lille crèmefarvede street food vogn, der står på pladsen ud mod Frederiksborggade. To vaskeægte italienere står i boden og ...... (det er her, der skal lyde en trommehvirvel) ........ her kan man få ...... helt ny'bagte' (de er nemlig ikke bagte, men dybtstegte) ...... sicilianske ..... cannoli med frisk italiensk ricotta indeni. Der er nærmest ikke et øje tørt. Cannoli kender enhver, der som jeg, har temmeligt veludviklede søde smagsløg. Og er man på ferie i Italien tror jeg næppe man kan undgå at få øje på denne traditionelle sicilianske darling, der smager himmelsk og som kan varieres i det uendelige (ikke et ord om kalorieindhold eller mafiosoer vel?)Og har du aldrig smagt cannelonier før, så er det bare om at komme afsted ind mod byen NU! Opskrifter kan man finde hist og her, men jeg har lige nappet den fra Euroman med tak herfra. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar